|
Vidste du at…
…vi i slutningen af 1980'erne investerede i en udbygning af vores
renseanlæg, så de kan fjerne flere næringssalte? Det betyder, at vi
i dag kan bade i Limfjorden.
|
Årsagen til iltsvind er først og fremmest for store mængder af
næringssaltene fosfor og kvælstof. Næringssalte virker som gødning
for algerne, som derved formerer sig voldsom. Når algerne dør, går
de i forrådnelse og det tærer på vandets iltindhold.
I dag er Limfjordens tilstand så god, at det er særdeles
attraktivt at anbringe boliger og rekreative områder langs fjorden
- selv inde midt i Aalborg, og selv på steder, hvor vandet for år
tilbage var rødt af blod fra slagteriet i Nørresundby.
Borgmester Henning G. Jensen om badning og
slagteriaffald
Som dreng i slutningen af 1950'erne var det altid spændende at
komme på badeanstalten, som lå for enden af Søvangen på grænsen
mellem Sundby Hvorup og Nørresundby Kommuner. Der var krabber og en
lang bro ud til badeanstalten. Et rigtigt spændende sted for en
stor dreng som mig. Når bademesteren fløjtede, var det med at komme
op ad vandet, for så blev affald lukket ud fra slagteriet, og hvis
strømmen var i den rigtige retning, blev vandet ildrødt.
Bademesteren fløjtede igen, når vandet så "normalt" ud, og vi kunne
springe i og svømme rundt og fange krabber. En gang imellem kom
sundhedspolitiet med Jens M. Nielsen - senere amtsborgmester - i
spidsen, og en af os drenge skulle tage vandprøver. Vi valgte
naturligvis et sted, som så rent ud, for vi var ikke interesseret
i, at vores badeanstalt skulle lukkes. Dengang var vi ikke så
oplyste og troede kun forurening var noget, som vi kunne se. Men
senere lukkede badeanstalten - og vi fik bygget 3 svømmehaller i
stedet for: Jeg troede aldrig, at fjorden ville få
badevandskvalitet, men det viste sig heldigvis ikke at holde stik,
da vi jo har blå flag flere steder.
(Uddrag fra Separat? Det er klart! Aalborg Kloakforsyning i 125 år
1882-2007, Jens Topholm, 2007)
