I nogle af Aalborg Kommunes sommerhusområder er der en høj
grundvandstand. Det giver flere steder problemer med at rense
spildevandet fra sommerhusene.
I sommerhusområder renses spildevandet typisk i
nedsivningsanlæg. Men et nedsivningsanlæg fungerer kun optimalt,
hvis der er en vis afstand (helst 2,5 m) imellem sivedræn og
højeste grundvandspejl. Det er ofte umuligt at opnå denne afstand i
sommerhusområder. Derfor giver lovgivningen mulighed for
dispensation, så der kun skal være 1 meter mellem sivedræn og
højeste grundvandsspejl. Desværre har det vist sig, at selv dette
lempede krav kan være svært at overholde, og derfor har mange
grundejere en ringe spildevandsrensning og problemer med afledning
af spildevandet.
Byrådet vedtog den 19. maj 2008 Spildevandsplan 2008-19.
Efterfølgende blev der igangsat undersøgelser, der skal klarlægge
mulighederne for at forbedre forholdene for afledning af spildevand
i kommunens største sommerhusområde ved Kattegatkysten mellem Hals
og Hou. Der forventes udført tilsvarende undersøgelser for
kommunens øvrige sommerhusområder.